På sneeventyr i Finland
Af Jacob, februar 2016
Er Finland mon danskernes oversete perle i norden? Tre gamle skolekammerater gav sig for at udforske den fjerne nordiske genbo og blev på alle måder positivt overrasket over finnernes magiske snefyldte land.
Vi, Jeppe, Jacob og Andreas kender hinanden fra gymnasiet og har altid været tiltrukket af hvordan friluftsliv sætter følelsen af at være på eventyr i gang. Hvordan man med lidt opfindsomhed kan komme langt ud i naturen, uden det behøver være en decideret ekspedition. Hvordan der i naturen findes mindeværdige oplevelser, og let tilgængeligt.
Derfor besluttede vi os for at tage på en to ugers tur til Finland i en kombination af road trip, oplevelser i sne og is, langrendsski og håbet om at opleve nordlyset. Vi tog af sted med et lille budget, gode idéer og masser af gåpåmod. Vi kom hjem med oplevelser for livet, et styrket kammeratskab og en livsbekræftende glæde ved at kaste sig ud i eventyret.
Turen opstod i en klatreklub på Nørrebro hvor snakken startede noget i retning af ”Finland, er det ikke bare stedet som ingen danskere tager til, fordi de altid stopper i Norge og Sverige – Hvad mon der gemmer sig der ovre/oppe?” Idéen levede og voksede hurtigt over et par uger.
Langrendsski og udstyr blev fundet frem fra gamle lofter og en detaljeret mad planlægning på stormkøkken blev iværksat. Til spørgsmålet omkring overnatning forklarede Jacob med et smil på læben. ”Den svensk/finske allemandsret, et telt og store tykke soveposer bliver vores bedste venner!”
I slutningen af Februar var det tid til afgang. Bilen var pakket og forude ventede 20 timers kørsel med en overnatning et sted i Sverige.
Oplevelserne kunne starte !
Vi, Jeppe, Jacob og Andreas kender hinanden fra gymnasiet og har altid været tiltrukket af hvordan friluftsliv sætter følelsen af at være på eventyr i gang. Hvordan man med lidt opfindsomhed kan komme langt ud i naturen, uden det behøver være en decideret ekspedition. Hvordan der i naturen findes mindeværdige oplevelser, og let tilgængeligt.
Derfor besluttede vi os for at tage på en to ugers tur til Finland i en kombination af road trip, oplevelser i sne og is, langrendsski og håbet om at opleve nordlyset. Vi tog af sted med et lille budget, gode idéer og masser af gåpåmod. Vi kom hjem med oplevelser for livet, et styrket kammeratskab og en livsbekræftende glæde ved at kaste sig ud i eventyret.
Turen opstod i en klatreklub på Nørrebro hvor snakken startede noget i retning af ”Finland, er det ikke bare stedet som ingen danskere tager til, fordi de altid stopper i Norge og Sverige – Hvad mon der gemmer sig der ovre/oppe?” Idéen levede og voksede hurtigt over et par uger.
Langrendsski og udstyr blev fundet frem fra gamle lofter og en detaljeret mad planlægning på stormkøkken blev iværksat. Til spørgsmålet omkring overnatning forklarede Jacob med et smil på læben. ”Den svensk/finske allemandsret, et telt og store tykke soveposer bliver vores bedste venner!”
I slutningen af Februar var det tid til afgang. Bilen var pakket og forude ventede 20 timers kørsel med en overnatning et sted i Sverige.
Oplevelserne kunne starte !
Isen – en symbiotisk del af finnernes liv.
Oulu er en relativ stor by, som ligger på østsiden af den botniske bugt. Det er egentligt ikke byen der er speciel, men derimod øen Hailuoto, som ligger ca. 10 km fra kysten. Her kan være virkeligt koldt og er isen tyk nok, åbnes en isvej for biler der forbinder Hailuoto med Oulu. Altså man kører i sin bil ude på havet. Ikke over en sø, ikke på lavt vand, på havet! Det måtte bare prøves. Det var ikke på forhånd til at finde ud af om isvejen var åben, så vi håbede blot.
En følelse af lavmælt skuffelse bredte sig i bilen på vej ud af den tange hvorfra isvejen burde starte. Ingen mennesker, ingen biler. ”Øv, den er ikke åben. Hvad gør vi så” udbrød Andreas. ”Lad os holde pause, spise noget frokost og tænke os om” svarede Jeppe. Så sad vi der, på bagsmækken af bilen og spiste nogle hjemmelavede, men granitsten-hårde boller med dertilhørende frossen ost og en spegepølse der kunne knækkes som en kold, tør kvist”. Ja ok, det sætter den kulinariske mad oplevelse på prøve at spise sin mad i en kummefryser. ”Hvad er det for en sort prik derude, langt derude på isen?” siger Andreas pludselig. ”Det er sgu da en bil er det ikke?” Og jo, det var det. Isvejen var nærmest camoufleret af alt sneen og isen, men den VAR helt og aldeles åben. Vild jubel – ”lad os SÅ komme af sted!” Hvorefter vi kørte ud på den mest syrede biltur nogle af os nogensinde havde prøvet; knagende, glat is i en bil hvis navigations system forvirret, men helt korrekt fortalte os at vi altså befandt os ude på havet.
Efter en overnatning på Øen Hailuoto satte vi kursen nordpå. Vi havde været så heldige at få kontakt til Oskar som kunne skaffe os ombord på en gammel isbryder på en tur i bugten. Isbryderne er i Finland en helt central del af vandtransport om vinteren, idet vandet i den nordlige del af det baltiske ocean nogle gange fryser helt op til en meter i tykkelse. Finnerne og svenskerne deles om at eskortere skibe gennem det tykke ishav, koordineret fra forskellige isbryder stationer.
At bryde is i en isbryder er en helt speciel oplevelse!
Som at befinde sig på et umådeligt stort køretøj, der langsomt og stædigt gnaver sig igennem en flad ørken af is. En kridhvid horisontlinje som forsvinder i det uendelige. Midt i ishavet gjorde vi pludselig holdt da vi skulle samle nogle andre mennesker op som bare kom ud af det blå på snescootere. Oskar fortalte hvordan det frosne hav om vinteren åbner helt nyt land til aktiviteter som sneescoter-kørsel, skiløb og den meditative is-fiskning. Isen er i sandhed en stor del af finnernes vinterliv!
Gamle Langrendsbrædder, røgfyldte træhytter og umådeligt majestætisk nordlys.
Vi håbede at vi havde gemt det bedste til sidst, men var i tvivl da vi ikke kunne skaffe information til at planlægge denne del hjemmefra. Vi havde tænkt os at tage langt op nordpå i Finland, nord for polarcirklen, godt ind i Lapland. Målet var nationalparken Pallas-Yllästunturin. Her ville vi stå på langrendsski fuldt udrustet til hvad naturen måtte bringe. Det vil sige at vi selv skulle medbringe mad, kogegrej, soveposer, liggeunderlag og telt. Vores plan var at sove i såkaldte ”wilderness huts” og shelters, men vi medbragte teltet for en sikkerheds skyld. Derudover medbragte vi fotoudstyr da vi havde et stort håb om at se nordlys!
Vi ville gerne skaffe lidt mere information om nationalparken, men vi vidste ikke hvor vi skulle få det. Heldet var dog med os igen da vi skulle købe voks til vores ski. Vi mødte Elena i en forretning i byen, og hun var den mest tålmodige og flinke ildsjæl af en finne. Hun synes med det samme om vores ide om at overnatte i naturen og snakkede sig hurtigt varm om specielle ruter, wilderness huts og gode råd generelt. Hun tog sågar hjem og hentede noget af sit eget udstyr for at forklare hvad man gerne vil have med og hvordan det reagerer med kulde og sne. Det var som om vores ”vi kaster os ud i det og håber på det bedste” attitude vakte smil, hjælpsomhed og lykønskninger fra finnerne. Et folk der respekterer og værner dybt om deres natur og synes det er fedt med turister der fulde af gåpåmod kaster sig ud i at opleve den.
Ingen af os havde før stået på ski med så meget vægt på ryggen og sveden haglede af os alle sammen efter blot en times kørsel. Vi kæmpede os dog frem til dagens destination sent om aftenen, kolde og trætte og i kulsort mørke. Først blev vi i tvivl om vi havde kørt forbi den, men pludselig var den der! En af de såkaldte wilderness huts, en yderst simpel træhytte med et lille ildsted – heldigvis! For denne første nat havde vi –28°C. Det var VIRKELIGT koldt! Så koldt at udåndingen med det samme satte sig i tøj og skæg som små krystalliserede istapper. Så koldt at den ellers udramatiske aktivitet at koge vand til mad blev omdannet til en eksplosion af damp, der i altomsluttende tåge henledte tankerne på kemiforsøg med flydende kvælstof. Så koldt at vi uden megen førlighed i vores fingre et øjeblik tænkte om vi havde gabt over mere end vi kunne tygge med denne tur. Vi vidste inderst inde at vi havde tøj og udstyr nok med til minusgraderne, men det var alligevel interessant at se hvordan ild, mad, varme pludselig blev meget vigtige faktorer. Hvordan vi uden ret megen kommunikation hurtigt tog fat, og fik styr på dette. Herefter var det ganske hyggeligt – sjovt som stjerneklar himmel og knitren fra et bål sender alle bekymringer langt væk.
Vi håbede at vi havde gemt det bedste til sidst, men var i tvivl da vi ikke kunne skaffe information til at planlægge denne del hjemmefra. Vi havde tænkt os at tage langt op nordpå i Finland, nord for polarcirklen, godt ind i Lapland. Målet var nationalparken Pallas-Yllästunturin. Her ville vi stå på langrendsski fuldt udrustet til hvad naturen måtte bringe. Det vil sige at vi selv skulle medbringe mad, kogegrej, soveposer, liggeunderlag og telt. Vores plan var at sove i såkaldte ”wilderness huts” og shelters, men vi medbragte teltet for en sikkerheds skyld. Derudover medbragte vi fotoudstyr da vi havde et stort håb om at se nordlys!
Vi ville gerne skaffe lidt mere information om nationalparken, men vi vidste ikke hvor vi skulle få det. Heldet var dog med os igen da vi skulle købe voks til vores ski. Vi mødte Elena i en forretning i byen, og hun var den mest tålmodige og flinke ildsjæl af en finne. Hun synes med det samme om vores ide om at overnatte i naturen og snakkede sig hurtigt varm om specielle ruter, wilderness huts og gode råd generelt. Hun tog sågar hjem og hentede noget af sit eget udstyr for at forklare hvad man gerne vil have med og hvordan det reagerer med kulde og sne. Det var som om vores ”vi kaster os ud i det og håber på det bedste” attitude vakte smil, hjælpsomhed og lykønskninger fra finnerne. Et folk der respekterer og værner dybt om deres natur og synes det er fedt med turister der fulde af gåpåmod kaster sig ud i at opleve den.
Ingen af os havde før stået på ski med så meget vægt på ryggen og sveden haglede af os alle sammen efter blot en times kørsel. Vi kæmpede os dog frem til dagens destination sent om aftenen, kolde og trætte og i kulsort mørke. Først blev vi i tvivl om vi havde kørt forbi den, men pludselig var den der! En af de såkaldte wilderness huts, en yderst simpel træhytte med et lille ildsted – heldigvis! For denne første nat havde vi –28°C. Det var VIRKELIGT koldt! Så koldt at udåndingen med det samme satte sig i tøj og skæg som små krystalliserede istapper. Så koldt at den ellers udramatiske aktivitet at koge vand til mad blev omdannet til en eksplosion af damp, der i altomsluttende tåge henledte tankerne på kemiforsøg med flydende kvælstof. Så koldt at vi uden megen førlighed i vores fingre et øjeblik tænkte om vi havde gabt over mere end vi kunne tygge med denne tur. Vi vidste inderst inde at vi havde tøj og udstyr nok med til minusgraderne, men det var alligevel interessant at se hvordan ild, mad, varme pludselig blev meget vigtige faktorer. Hvordan vi uden ret megen kommunikation hurtigt tog fat, og fik styr på dette. Herefter var det ganske hyggeligt – sjovt som stjerneklar himmel og knitren fra et bål sender alle bekymringer langt væk.
På tredjedagen var heldet endelig med os hvad angik nordlyset! Jeppe vågnede af Andreas’ snorken og benyttede lejligheden til at gå ud og tisse, men nåede kun lige uden for døren og råbte så, ”Andreas, Jacob, skynd jer op, hele nattehimlen står i flammer! Der er nordlys over det hele!” Vi satte os op i et ryk, skyndte os ud, greb vores jakker og stod kort tid efter uden for hytten med øjnene vendt mod nattehimlen, åbenmundet og paralyseret. Hele situationen var fuldstændigt magisk. At stå derude i midten af ingenting, midt om natten med en himmelhvælving dækket af det smukkeste grønt bølgende nordlys. Som om nogen, unaturligt havde malet hele himlen med levende fluorescerende maling. Sikke et lykketræf! Sådanne geomagnetiske partikeludbrud ses ret sjældent og det varede heller ikke længe før intensiteten aftog. Ikke overraskende tog det os lang tid at falde ned igen, og det var først et par timer senere vi alle atter sov, drømmende om nattens store oplevelse.
De resterende dage bød på bjergtoppe i solnedgange, mere skov og tågede søer, alt sammen i et tæppe af den konstant sne-stille ro nationalparken byder på. Vi så ikke mere nordlys, men det gjorde ikke noget.
De resterende dage bød på bjergtoppe i solnedgange, mere skov og tågede søer, alt sammen i et tæppe af den konstant sne-stille ro nationalparken byder på. Vi så ikke mere nordlys, men det gjorde ikke noget.
|
|
|
|
Da vi på den sidste dag nåede bilen, følte vi os mentalt beriget og opladet i en sådan grad at selv de 20 timers kørsel der igen lå forude, virkede nemt og ligetil.
Vi påbegyndte køreturen hjemad mod Danmark. Store dele af den blev tilbragt i glad, eftertænksom stilhed.
Vi var af sted på en helt fantastisk tur. Der var mange unikke oplevelser, men den helt store belønning fandt vi i at springe ud i udfordringerne. At bevæge sig igennem sne, frost og skov og gøre sig fortjent til at nyde naturen. Eventyret er lige dér ude, og venter bare på at man finder gåpåmodet frem og begiver sig ud på det!
Vi påbegyndte køreturen hjemad mod Danmark. Store dele af den blev tilbragt i glad, eftertænksom stilhed.
Vi var af sted på en helt fantastisk tur. Der var mange unikke oplevelser, men den helt store belønning fandt vi i at springe ud i udfordringerne. At bevæge sig igennem sne, frost og skov og gøre sig fortjent til at nyde naturen. Eventyret er lige dér ude, og venter bare på at man finder gåpåmodet frem og begiver sig ud på det!
