Sierra Nevada

Mil 1498 (2397 km)
Efter ugers vandring igennem et ørkenområde, gik turen videre op mod bjergkæden Sierra Nevada – en del af turen jeg havde set utrolig meget frem til, men også var lidt spændt på at skulle gå igennem.
 
Da jeg hjemmefra sad og planlage min tur, opdagede jeg at dette år var et El Niño år – et vejrfænomen der kaster en stor mængde nedbør af sig i den sydlige del af Californien. Dette nedbør lagde sig selvfølgelig som sne i bjergene og derfor var det heller ikke så mærkeligt at det helt store samtaleemne langs vandrestien dette år, netop var mængden af sne og hvad det ville betyde for vandringen igennem bjergene – noget vi snart ville finde ud af.
 
Chicken Spring Lake
Knap havde vi forladt Kennedy Meaddows før bjergene for alvor begyndte at blive store, så stierne blev mere og mere stejle alt imens mere og mere sne dukkede op.
En aften gjorde vi – nu kun Case og jeg da Brad havde forlad vores lille gruppe for at vente på en ven han skulle gå med – et stop ved en bjergsø. Søen var halvt frosset og omkranset af snedækkede bjerge, hvilke ikke skulle forhindre os i at tage den første dukkert i Sierra Nevada. Det var en yders kold fornøjelse, men også vildt fedt.  

Mt. Whitney
Den efterfølgende dag blev en af de mere specielle. Vi valgte at forlade PCT’en for en stund, for at bestige USA’s sammenhængende staters højeste bjerg, Mount Whitney, der med sine 4421 meter over havets overflade er kun en smule lavere end Mont Blanc i Europa.
Og kalenderen havde da også kun lige akkurat skiftet fra maj måned til juni måned før alarmen på min telefon, vækkede mig i mit lille grønne telt. Planen var at nå op på toppen af bjerget ved solopgang og ned igen inden alt sneen blev så blød at man ville synke ned til livet, for hvert eneste skridt. 
 
Noget søvndrukken kravlede jeg ud af teltet og lavede mig en kop kaffe. Rygsækken blev pakket med proviant og lidt nødudstyr, som sovepose og regntøj, i tilfælde af at vejret skulle slå om og vi ikke kunne komme ned igen. Derfra gik turen mod toppen under en meget tydelig mælkevej og pandelamper på hoved.

​Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at stoppe en masse gange på vejen op for at tage billeder, så vi nåede faktisk ikke særligt langt før solen begyndte at kigge frem. Men hvor var det dog smukt at se de første solstråler male himlen i en masse forskellige farver over et snedækket bjerglandskab.

​Efter nogle timers vandring igennem sneen, nåde vi frem til der hvor bjerget for alvor blev stejlt. Isøksen blev taget af tasken og anbragt i hånden og micro spikes blev sat på skoene, således at vi kunne krydse de stejle og snedækkede bjergsider sikkert. Langsomt fik vi taget det ene hårdnålesving efter det andet op mod toppen og i takt med at solen kom længere og længere op på himlen blev luften også tyndere og tyndere. Jeg måtte derfor holde flere pauser undervejs, for at undgå højdesyge.
 
Og så efter endnu flere timers vandring, igennem store mængder sne og på stejle bjergsider, nåede vi omsider toppen – og sikke en udsigt! Hele Sierra Nevada udfoldede sig for vores fødder og selv om jeg kæmpede lidt med at få luft nok ind i kroppen, kunne jeg ikke dy mig for at udnytte at der var telefonforbindelse helt her oppe og derfor give kæresten en opringning fra toppen af USA.

Bjergvandring
Vandringen videre igennem den meget snedækkede og meget meget flotte bjergkæde, var en større udfordring end jeg havde forestillet mig. Eller måske havde jeg faktisk ikke forestillet mig ret meget, men hård var det. Det var hårdt at have konstant våde fødder i tre uger. Det var hårdt at skulle bestige et eller to høje bjerge hver eneste dag. Det var hårdt at befinder sig konstant i flere km højde. Det var hårdt at holde sig på fødderne på stejle og sneklædte bjergsider. Det var hårdt at skulle krydse dybe, brede, brusende og iskolde floder. Men det var fed – helt ubeskriveligt fedt!

Evolution Creek.
En lille undtagelse af alt det fede skete på den 53. Dag. Her dukkede Evolution Creek op. En ca. 20 meter bred og ca. 2 meter dyb flod med iskoldt smeltevand, som skulle krydses. For at alt udstyret, som kamera, telefon og div. småting ikke skulle risikere at blive vådt, blev det omhyggeligt pakket ned øverst i tasken. Bæltespænderne på tasken forblev løse – et simpelt trick der kan redde dit liv når en flod krydses – for tasken kan nemlig tvinge dit hoved under vandet, da den gerne vil flyde ovenpå. Case og jeg gik herefter sammen ud i det iskolde vand, som lynhurtigt blev det dybt – meget dybt, og ca. halvvejs mistede jeg fodfæstet. Floden blev simpelthen for dyb og den stærke strøm begyndt at tage mig med ned af floden. Jeg forsøgte at svømme mod bredden på den anden side, stadig med sko på og vandrestave i hænderne, alt imens tasken tvang mit hoved under vandet. Jeg kæmpede for at holde hoved over vandet imens jeg forsøgte at svømme mod den anden bred. Lige her var min eneste tanke: det her går galt! Jeg overvejede derfor at smide rygsækken, for ikke at drukne, men heldigvis lod jeg ikke panikken overtage helt. Case havde i mellemtiden nået den anden bred og rakte derfor hans ene vandrestav ud mod mig. Jeg greb fat i den og kunne på den måde hive mig selv ind til bredden og komme op af det kolde vand. I land kom vi så, meget våde og kolde. Og så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at råbe et form for glædesråb, for at ryste en ret ekstrem oplevelse af kroppen. Efter at have sundet os nogle minutter og tømt tasken for vand, fortsatte vi vandringen og opdagede så at floden blev til et vandfald, meget kort efter hvor vi havde krydset den, så nu var vi for alvor glade for at have reddet os i land. 

​De øvrige floder blev krydset med stor respekt efter denne oplevelse.

Nord Californien
Jeg er nu kommet ned fra Sierra Nevada igen, til det noget varmere nordlige Californien. Jeg har passeret halvvejen på min vandring, så Canada endelig er tættere på end Mexico. Og så er jeg så heldig at mine forældre har valgt at tilbringe deres sommerferie på den amerikanske vestkyst, hvilke betyder at de har hentet mig på ruten og kørt mig ud til et sommerhus ved Stillehavet hvor jeg bruger tiden på at slappe af og jage verdens højeste træer – Redwood træerne.
Om et par dage er jeg forhåbentlig udhvilet og klar til at gå det sidste stykke af Californien samt Oregon og Washington.  

af Jeppe