Mod målet

Afsked og sammenhold
​Oregon, den anden amerikanske stat på vej mod Canada, lå inden for rækkevidde, men inden jeg kunne krydse denne grænse, havde jeg nogle hundrede mil tilbage i Californien.
Med maven fuld af grillmad og vin i rigelige mængder, efter en lille uge i selvskab med mine forældre, vendte jeg atter snuden mod den smalle sti og satte kursen mod Oregon. Dog var afskeden med mine forældre så hård af jeg næsten blev slået helt ud af den. Efter et tårevædet farvel, skulle jeg tilbagelægge en strækning på ca. 15 mil (24 km) op af et bjerg - noget jeg normalt ikke havde problemer med. Men gang på gang måtte jeg stoppe op og bekæmpe en voldsom gråd - nok fra en blanding af savn, træthed og ensomhed - for derefter at fortsætte langsomt videre mod toppen. Selv om jeg gik i en skov havde jeg tager mine solbriller på - et lille trick der skulle skjule de røde øjne, hvis jeg nu skulle møde nogle på vejen.

Her på denne opstigning blev jeg så for første gang ramt af tvivl og en oprigtig lyst til at stoppe og bare tage hjem. Dog dundrende sætningen "never quit on a bad day " i den fornuftige del af mit hoved, hver gang de fortvivlede tanker dukkede op. På den måde fik jeg til sidst slæbt mig op af bjerget og fandt et sted jeg kunne slå lejer.

Og netop som jeg skulle til at lægge mig for at sove, dukkede min vandreven, Case op. Nogle uger tilbage var vi nemlig bleve adskilt, da vi begge skulle forlade turen for en stund. Og hvilken glæde de var at se ham igen, timingen kunne simpelthen ikke være bedre! Og ret hurtigt derefter forsvandt den tomme og triste følelser i kroppen og jeg var nok engang i topform til vandringen.

Californien/Oregon
Endelig, efter ufattelig mange dage i Californien, kunne vi krydse grænsen til en ny stat og knap var vi kommer ind i Oregon, før en masse mennesker løb os i møde.

De var dog ikke os de løb i møde! De var nemlig igang med et ultraløb på enten 50 mil (80 km) eller 50 km. Alle var super søde når vi skulle forsøge at passere hinanden på den smalle sti og flere stoppede op for at sludre lidt, selv om de var midt i et langt løb. Ud over alle løberene var der også opstillet forsyningsboder på veje. Som vandrere på PCT'en blev vi ved disse boder, taget i mod som konger, og alle de søde mennesker fyldte os med sodavand, frugt og kage, hvilke endte med at jeg for første gang måtte sige nej tak til noget trail-magic!

Nye udfordringer
Sammenlignet med resten af ruten, er Oregon delen ret flad, dog uden af være let. For bedst som den ene udfordring forsvandt, blev den afløst af en ny. På den første lange del af turen i Oregon, var der væltede træer over det hele, som vi enten måtte klatre over eller finde en vej uden om. Og som om det ikke var nok, var luften tyk af myg. Jeg er normalt en af de heldige typer der undgår at få ret mange myggestik, men det vidste disse myg ikke en disse om, eller også var de bare ligeglade, så stik fil jeg i massevis. Hver aften måtte maden indtages inde i teltet som var det eneste sted vi kunne være i fred.

Længste vandring
Egentlig havde jeg ikke det store behov for at se hvor langt det var muligt at gå. Jeg havde fundet mig godt tilrette med at gå omkring 27 mil (43 km) om dagen, men en dag var Case mere fuld af energi end han ellers plejede at være. Og for at gøre ondt værre møde vi en mand der var på vej mod Mexico. Han fortalte om et sted "kun" 27 mil længere fremme, hvor vi kunne få burgers og øl. De lukkede dog kl 20. På dette tidspunkt var klokken nok omkring 11 og vi havde allerede tilbagelagt 10 mil, men et lys tændes inde bag øjnene på min ven, og på forunderlig vis fik han mig med på ideen. Vi måtte derfor løbe med fuld oppakning ned af alle bakker, og kun stoppe kort for at få frokost og for at få nyt vand undervejs for at vi skulle have en chance for at nå frem i tide. Efter næsten 12 timers kamp på stien, nåede vi målet kl 19.50, og fik således den måske mest velfortjente burger og øl på hele turen. Bag os lå nemlig 37 mil eller næsten 60 km vandring/trailrunning.

Vulkaner
Bedst som det ikke var flere væltede træer og myggene ikke længere sværmede om os som sorte skyer, skiftede naturen nok engang. Denne gang blev den tørre jord afløs af vulkansk klippe som gav en ufrivillig og ret ubehagelig fodsålsmassage. Som det jo altid er med disse udfordringer er det eneste man kan gøre at finde sit smil frem og bekæmpe det irriterende med glæde - så det gjorde jeg.

Heia Norge
I byen Sisters var det nu tid til at tage afsked med Case igen, og formentlig for sidste gang på denne tur. Han skulle til et bryllup, og jeg selv havde booket min flybillet hjem, så jeg fortsatte derfor alene mod den sidste stat, Washington.

Jeg nåede dog ikke at være alene ret længe, for lige inden jeg nåede frem til grænsen, havde jeg mødt en gut fra Norge. Og vores nordiske rødder samt det nordiske sprog gjorde at vi hurtigt begyndte at vandre sammen.

I norsk selvskab passede jeg således Bridge Of The Gods, som går over Columbia river, og er grænsen mellem Oregon og Washington.

Tilbage af turen er nu blot ca. 500 mil (800 km) før jeg har tilbagelagt ca. 10% af jorden omkreds og kan sætte mine fødder i den Canadiske muld. Jeg er derfor for alvor på vej mod målet.