Hjemme igen! Efter en tur til landet hvor man i høj grad er i elementernes vold. En tur der understreger hvor store kræfter hav, vejr og vind besidder. En oplevelse, som introducerer et perspektiv i eksistentialisme og sætter de helt store tanker i gang. Nordvest for bygden Klaksvik kan man nemt gå hele vejen op til toppen af fjeldet. Her får man en fantastisk udsigt ned igennem Kunoy og Kalsoy, som står man i spidsen af en klippeformet kile, splittende de to øer ad. Vi havde på det her tidspunkt brugt meget tid oppe på fjeldet, mens vi kiggede ned på havet. Derfor ville også gerne helt tæt på og valgte vores næstsidste dag en rute der gik langs vestkysten, stik vest fra Torshavn. Her kom vi i særdeleshed tæt på da vi (stadig forsvarligt) kravlede ud på nogle klipper der stak ud i havet. Vi stod vist og snakkede lidt om chokoladekiks da der ud af ingenting skød en flere etager høj kaskade af vand op mellem klipperne. What comes up, must go down og sekunder efter havde vi begge fået et regulært brusebad. Flade af grin og drivvåde forsøgte vi at tage et par billeder. Den sidste dag gik vi en kortere tur ud langs Færøernes største sø Leitisvatn. For enden af søen er et vandfald der falder direkte ned i en slowmotion agtig masse af hvidt bølgeskum, dannet af enorme bølger der splittes på 1000-vis af skarpe klipper. Vender man sig derimod om kan man gå op på en høj klippespids og tage et billede, som du nok ikke er den første der tager, men som er vældigt flot. Afslutningsvis på en sådan tur gør man sig et par tanker om hvad Færøerne kan og hvorfor bør man tage dertil? For det første så finder man ikke noget andet sted, kun 2 timers flyvetur fra Danmark, et land og natur i diametral modsætning til hvad man kender herhjemme fra. Vi har allerede beskrevet det utroligt omskiftelige vejr og hvordan det er en oplevelse i sig selv. Fjeldet er imponerende og de usædvanligt stejle klipper står i stærk kontrast til natur de fleste tidligere har set. Endelig er det interessant at se hvordan færingerne, har etableret sig i små samfund i de forskellige bygder. Samfund med smilende og glade mennesker der helt tydeligt har en stærk identitetsfølelse bygd og bygd imellem. Vi her på The Explorer and The Pioneer vil gerne rette en stor tak til de der gjorde denne fantastiske tur mulig: Atlantic Airways og Visit Faroe Islands for at skabe rammerne. Osprey Europe og Primus for udstyret. Den meget venlige færing Pól, for at tage os med på en fantastisk og begivenhedsrig vandretur – Og tak til Færøerne for den ualmindeligt smukke natur!
The Explorer & The Pioneer
0 Comments
Leave a Reply. |
Blog
Når vi er af sted prøver vi så vidt muligt at opdatere bloggen med live-oplevelser, fortællinger og billeder. Følg med her når det er. Kategorier |