Mil 702 (1123 km)
​For over en måned siden stod jeg ved den Mexikanske grænse med ca 6 ugers ørkenvandring forude inden jeg ville nå første rigtige milepæl på ruten. Jeg havde frygter netop denne strækning da temperaturen nemt kan komme op over 40 grader. Og varmt var det, ihvertfald nogle af dagene.
Der var lige den detalje at denne ørken ikke er en normal ørken, men en High Desert, hvilke betyder at vi faktisk gik i bjerge hele vejen.
Det var varme dage, der var dage med meget blæst, der var våde dage, kolde dage med frost og tågede dage. Så stort set alle typer af vejr.

Det hele sluttede så med en uges vandring igennem Mojave ørkenen, som skulle være et af de varmeste steder på hele ruten, samt det stykke med færrest muligheder for at få vand. Men af en eller anden grund valgte vejrguderne at skåne mig her ude, ved at sende en koldfront ind over ørkenen. Temperaturen kom derfor ikke rigtig over 20 grader, og de 43 mil (69 km) der var mellem to vandposter, fik jeg overstået uden de store problemer.

Så alt i alt en vellykket tur igennem ørkenen.

Dagligdag
Vandringen på PCT'en er gået fra at være nyt og spændende, til at blive ren dagligdag. Ikke at det på nogen måde er dårligt, det føles bare anderledes.

Selv om hver dag på mange måder er ens, sker der alligevel forskellige ting forskellige dage. Jeg havde fx en dag hvor det var meget varmt og jeg gik igennem et område der for år tilbage var brændt. Her lyttede jeg så en livekoncert fra Roskilde. De efterfølgende to timer var jeg tilbage ved Orange scene i regnvejr. På forunderlig vis hjalp det mig igennem regnen.

En anden dag fik jeg et gevaldigt chok, da jeg i et sving var tæt på at træde på en stor fed klapreslange. Vi blev begge nok lige bange for den klaprede helt vildt imens den gemte sig i busken. Senere samme dag var jeg igen ved at træde på en slange - denne gang var det dog en mere harmløs en, en King Mountain Snake.

Der ud over er det stadig en fed fornemmelse at stå op et sted, uden at vide hvordan det vil se ud, der hvor du skal sove.

1/4 af turen
På den seneste strækning har jeg passeret to ret fede punkter, først 1000 km punktet og et par dage senere, de første 25 % af ruten.

Sierra Nevada
Den kommende del af ruten jeg står over for at skulle kaste mig ud i er Sierra Nevada bjergene, der i år har fået rigtig meget sne. Jeg glæder mig vildt til de udfordringer det bringer og ikke mindst til at skulle gå igennem noget af den flotteste natur USA har at byde på.

12 dage - 179 mil (286 km)
Jeg har nu været på farten i næste 2 uger og er nået frem til en ret hyggelig lille bjergby der hedder Idyllwild.
Campo og hegnet til Mexico ligger allerede langt bagud, både mentalt og fysisk. Dog mindes jeg stadig hvordan den første dag var meget lang, varm og hård. Det var 20 mil (32 km) fra starten til det første sted med vand, over et bjergpas i omkring 35 grader. Tasken vejede omkring 25 kg med ca 8 L vand og mad til en uge, så det var ret hårdt. Igennem kom jeg og måske hjalp begejstringen af at være startet mig igennem. Der fra gik dagene der ud af med svingende længde.

Fødderne kæmper med at holde vabler væk, men jeg har efterhånden fået styr på dem og længden jeg går om dagen stiger stødt, så jeg nu har været oppe og gå 25 mil på en enkelt dag.

Nye venner
Jeg har slået mig sammen med to drenge her fra landet, Brad og Case og vi er efterhånden blevet en lille gruppe der holder sammen hver dag. Måske er de fordi vi alle stadig følers og lidt grønne i det på denne vandring eller måske passer vi bare godt sammen, hvem ved? Men hyggeligt er det i hvertfald.

Livet
Dagen går jo med at gå, men da der er så mange mennesker der går ruten i år, mødes folk ved vandposter og om aftenen med de så campingspots der er. Og specielt i de små byer vi kommer igennem er der mange velkendte ansigter.

Vejret
I løbet af den første tid har jeg haft både ekstrem varme, frost, slud, hagl, hård vind og regn, så alt mit udstyr har allerede været i brug.

Næste del.
I skrivende stund holder jeg en dag fri for lige at lade fødder og ben hvile, men i morgen hår turen op over et bjergpas i ca 3300 meters højde.

Livet er fedt her på ruten :)
​/Jeppe

Afsked
Efter et års forberedelse kom dagen hvor jeg skulle af sted. I tiden op til havde jeg arbejdet som en gal på at få lukke en masse projekter og skaffe de sidste ting, så da jeg endelig sad stille i min sofa, i en helt tom lejlighed, og med blot en time til afgang, blev jeg overrumplet af en voldsom strøm af følelser. Jeg græd i 20 minutter – uden pause – ikke af frygt eller savn, men mere af udmattelse og forløsning efter lang tids forberedelse. I lufthavnen kom gråden tilbage – denne gang nok mere af savn, ved udsigten til at være alene i meget lang tid. Det forsatte på flyvningen og det første døgn i L.A. og jeg må erkende at det kom ret bag på mig, men det var faktisk ret befriende. Det var som om at den mentale det al forberedelsen først kom rigtig på plads efter sådan en omgang.
 
Ankomst
Hvor er det fantastisk at kende mennesker rundt omkring i verden, og min ven Jonas, der for tiden arbejder i L.A., er om nogen et godt menneske. I hele perioden op til min tur, han modtaget utallige pakker og kasser med udstyr for mig – for på den måde at gøre forarbejdet til turen både nemmere og ikke mindst billigere for mig. Ud over at fungere som pakkecentral, betyder opholde med Jonas også meget for mig personligt. Det er først og fremmest rart at se min gode ven igen efter lang tid, men det at have en dansk base inden det for alvor går løs den 18. gør overgangen fra livet i Danmark til et liv på en 30 cm bred og 4300 km lang sti, meget meget nemmere.