​The Explorer and The Pioneer er atter draget ud i ødemarken. Vi synes ikke vejret i Danmark var helt blæsende og regnfuldt nok. Ikke nok til rigtigt at blive udfordret i hvert fald. Desuden var The Pioneer blevet alt for magelig og han havde brug for at blive luftet.  Så vi valgte at tage hen et sted hvor det sjældent blæser mindre end 12 M/s, hvor vejret skifter flere gange i timen og hvor det altid regner minimum et par gange om dagen. Ja, vi er taget til Færøerne!

Vi skal de næste dage vandre i deres smukke bjerge og overnatte i stormvejr. Vi kommer til at være omgivet af nysgerrige får og vores telte klemt inde på menneskeforladte bjergskråninger (vi møder ualmindeligt få mennesker). Det har indtil videre været kaotisk, voldsomt og fuldstændigt fantastisk!
Vi forsøger at komme med flere updates herinde hvis ikke telefonforbindelsen blæser til Island.
​Stay tuned!
The Explorer & The Pioneer

Washington – den sidste stat på min vandring, hvor jeg for alvor kunne se enden på denne lange tur.
 
Men modsat den flade stat, Oregon, rejse Cascade bjergene sig i Washington højt mod himlen, hvilke igen gjorde vandringen fysik udfordrende. Men med høje bjerge følger også flotte udsigter.
 
Denne del af ruten var ret speciel, for som dagene gik, kunne jeg se efteråret nærme sig hurtigere og hurtigere. Temperaturen begyndte at falde, skovbunde blev mere og mere fugtig, der voksede svampe over alt. Faktisk mindede dette klima mig meget om de mange år, jeg har gået på svampetur i de Nordsjællandske skove.
 
Egentlig var turen igennem Washington rimelig uproblematisk. Jeg skulle dog være lidt mere opmærksom på hvor jeg kunne stoppe og købe nyt mad, for flere at de byer jeg skulle igennem, var slet ikke byer, men blot en lille flække med et mini posthus og en lille købmand, der mest solgte øl og chips. Min strategi blev derfor en kombination af at sende kasser med mad frem på ruten og ellers bare håbe at jeg kunne købe en eller anden form for Knorr-pulvermad undervejs.
 
På denne del af vandringen havde det Norsk/Danske team fået selvskab af en Østrigsk pige, så meget af tiden gik med at bekræfte hinanden i at Europæer er meget mere dannede mennesker end mange af disse dumme amerikanere som tror Danmark er hovedstaden i Sverige eller slet ikke aner vi eksistere.
 
Dog måtte jeg jo bekende at jeg faktisk have mødt nogle rigtig fine Amerikanere undervejs, så ikke alle var lige dumme, og savnet til min amerikanske vandrebror, Case, blev da også stødt større.

140 dage i ødemarken
Jeg havde besluttet at fuldfører hele PCT’en på 140 dage, da jeg inden jeg drog mod USA, havde læst ”Mimbo Jimbo og de store elevanter” for min nevø på 2 år. Her er hovedpersonen, Mimbo Jimbo nemlig ude og vandre i ørken, bjerge og skove i 140 dage, og jeg havde den gang jokede med at jeg også ville gå min tur på 140 dage. Og med udsigten til at kunne fuldføre turen på denne tid, blev mit trailnavn netop Mimbo Jimbo.

Regn
Siden jeg tog det første skidt i den støvede ørken, helt nede ved Mexico, havde jeg kun oplevet regn to gange, men det synes vejrguderne ikke helt var nok, så de sidste tre dage blev våde – meget våde.
 
Faktisk var de sidste tre dage nok de hårdeste på hele turen. Jeg kan tilsyneladende klare ørken uden vand, bjerge med flere meter sne og kolde dybe floder, millioner af myg, væltede træstammer og alle mulige andre udfordringer, men da først det begynder at regne rigtigt, og i flere dage blev både jeg og mit udstyr virkelig sat på prøve.
Kampen for at holde tingene tørre gik dog godt, og det var først med udsigt til et hotelværelse i Canada, jeg på den sidste dag gav pokker i om mine ting blev våde. Dette resulteret så også i gnavesår på fødderne, så det var nok ikke en helt klog beslutning.

Den sidste mil
På grund af regnen, besluttede min lille gruppe sig for at sætte farten en anelse op, således at vi kunne afslutte turen en dag tidligere end beregnet. Vi ville virkelig gerne væk fra den kolde regn også selv om det blev på bekostning af de 140 dage!
 
Dag 138 campede vi derfor ca. 50 km fra grænsen til Canada og bedst som jeg havde lagt mig i teltet oplyste en pandelampe hele mit telt. En bekendt stemme sagde spørgende ”Mimbo Jimbo” ud i natten, hvortil jeg promte svarede Disco?. Det var selvfølgelig Case der dukkede op. Han havde holdt tempoet højt de sidste par uger for at fange mig, inden jeg krydsede grænsen.
 
Case og jeg kunne derfor både starte og afslutte dette lange eventyr sammen.
 
Sidst på eftermiddagen nåede vi grænsen og monumentet der markere afslutningen på vandringen. Bag os lå nu 2650 mil eller godt 4300 km, og hvilken fantastisk følelse at nå målet – helt ubeskriveligt faktisk!
 
Ud fra min research kunne jeg også konstatere at jeg blev dansker nr. 4 der har gået samtlige mil på Pacific Crest Trail.

Eftertanker
Nu her over en måned efter jeg er komme hjem til Danmark har turen sat sit præ på mig, både fysisk og psykisk. Fødderne gør stadig ondt og jeg hungre efter at komme ud i naturen igen. Opnåede jeg så det jeg ville? Svaret til dette kan jeg ikke besvare, eller måske vil jeg ikke besvare det. Men en ting er sikkert, jeg synes jeg er blevet et mere roligt menneske, af at være så meget alene i naturen. Og ville jeg gøre det igen? – Absolut! Det var det vildeste jeg nogen sinde har gjort!

Afsked og sammenhold
​Oregon, den anden amerikanske stat på vej mod Canada, lå inden for rækkevidde, men inden jeg kunne krydse denne grænse, havde jeg nogle hundrede mil tilbage i Californien.
Med maven fuld af grillmad og vin i rigelige mængder, efter en lille uge i selvskab med mine forældre, vendte jeg atter snuden mod den smalle sti og satte kursen mod Oregon. Dog var afskeden med mine forældre så hård af jeg næsten blev slået helt ud af den. Efter et tårevædet farvel, skulle jeg tilbagelægge en strækning på ca. 15 mil (24 km) op af et bjerg - noget jeg normalt ikke havde problemer med. Men gang på gang måtte jeg stoppe op og bekæmpe en voldsom gråd - nok fra en blanding af savn, træthed og ensomhed - for derefter at fortsætte langsomt videre mod toppen. Selv om jeg gik i en skov havde jeg tager mine solbriller på - et lille trick der skulle skjule de røde øjne, hvis jeg nu skulle møde nogle på vejen.

Her på denne opstigning blev jeg så for første gang ramt af tvivl og en oprigtig lyst til at stoppe og bare tage hjem. Dog dundrende sætningen "never quit on a bad day " i den fornuftige del af mit hoved, hver gang de fortvivlede tanker dukkede op. På den måde fik jeg til sidst slæbt mig op af bjerget og fandt et sted jeg kunne slå lejer.

Og netop som jeg skulle til at lægge mig for at sove, dukkede min vandreven, Case op. Nogle uger tilbage var vi nemlig bleve adskilt, da vi begge skulle forlade turen for en stund. Og hvilken glæde de var at se ham igen, timingen kunne simpelthen ikke være bedre! Og ret hurtigt derefter forsvandt den tomme og triste følelser i kroppen og jeg var nok engang i topform til vandringen.

Californien/Oregon
Endelig, efter ufattelig mange dage i Californien, kunne vi krydse grænsen til en ny stat og knap var vi kommer ind i Oregon, før en masse mennesker løb os i møde.

De var dog ikke os de løb i møde! De var nemlig igang med et ultraløb på enten 50 mil (80 km) eller 50 km. Alle var super søde når vi skulle forsøge at passere hinanden på den smalle sti og flere stoppede op for at sludre lidt, selv om de var midt i et langt løb. Ud over alle løberene var der også opstillet forsyningsboder på veje. Som vandrere på PCT'en blev vi ved disse boder, taget i mod som konger, og alle de søde mennesker fyldte os med sodavand, frugt og kage, hvilke endte med at jeg for første gang måtte sige nej tak til noget trail-magic!

Nye udfordringer
Sammenlignet med resten af ruten, er Oregon delen ret flad, dog uden af være let. For bedst som den ene udfordring forsvandt, blev den afløst af en ny. På den første lange del af turen i Oregon, var der væltede træer over det hele, som vi enten måtte klatre over eller finde en vej uden om. Og som om det ikke var nok, var luften tyk af myg. Jeg er normalt en af de heldige typer der undgår at få ret mange myggestik, men det vidste disse myg ikke en disse om, eller også var de bare ligeglade, så stik fil jeg i massevis. Hver aften måtte maden indtages inde i teltet som var det eneste sted vi kunne være i fred.

Længste vandring
Egentlig havde jeg ikke det store behov for at se hvor langt det var muligt at gå. Jeg havde fundet mig godt tilrette med at gå omkring 27 mil (43 km) om dagen, men en dag var Case mere fuld af energi end han ellers plejede at være. Og for at gøre ondt værre møde vi en mand der var på vej mod Mexico. Han fortalte om et sted "kun" 27 mil længere fremme, hvor vi kunne få burgers og øl. De lukkede dog kl 20. På dette tidspunkt var klokken nok omkring 11 og vi havde allerede tilbagelagt 10 mil, men et lys tændes inde bag øjnene på min ven, og på forunderlig vis fik han mig med på ideen. Vi måtte derfor løbe med fuld oppakning ned af alle bakker, og kun stoppe kort for at få frokost og for at få nyt vand undervejs for at vi skulle have en chance for at nå frem i tide. Efter næsten 12 timers kamp på stien, nåede vi målet kl 19.50, og fik således den måske mest velfortjente burger og øl på hele turen. Bag os lå nemlig 37 mil eller næsten 60 km vandring/trailrunning.

Vulkaner
Bedst som det ikke var flere væltede træer og myggene ikke længere sværmede om os som sorte skyer, skiftede naturen nok engang. Denne gang blev den tørre jord afløs af vulkansk klippe som gav en ufrivillig og ret ubehagelig fodsålsmassage. Som det jo altid er med disse udfordringer er det eneste man kan gøre at finde sit smil frem og bekæmpe det irriterende med glæde - så det gjorde jeg.

Heia Norge
I byen Sisters var det nu tid til at tage afsked med Case igen, og formentlig for sidste gang på denne tur. Han skulle til et bryllup, og jeg selv havde booket min flybillet hjem, så jeg fortsatte derfor alene mod den sidste stat, Washington.

Jeg nåede dog ikke at være alene ret længe, for lige inden jeg nåede frem til grænsen, havde jeg mødt en gut fra Norge. Og vores nordiske rødder samt det nordiske sprog gjorde at vi hurtigt begyndte at vandre sammen.

I norsk selvskab passede jeg således Bridge Of The Gods, som går over Columbia river, og er grænsen mellem Oregon og Washington.

Tilbage af turen er nu blot ca. 500 mil (800 km) før jeg har tilbagelagt ca. 10% af jorden omkreds og kan sætte mine fødder i den Canadiske muld. Jeg er derfor for alvor på vej mod målet.

Mil 1498 (2397 km)
Efter ugers vandring igennem et ørkenområde, gik turen videre op mod bjergkæden Sierra Nevada – en del af turen jeg havde set utrolig meget frem til, men også var lidt spændt på at skulle gå igennem.
 
Da jeg hjemmefra sad og planlage min tur, opdagede jeg at dette år var et El Niño år – et vejrfænomen der kaster en stor mængde nedbør af sig i den sydlige del af Californien. Dette nedbør lagde sig selvfølgelig som sne i bjergene og derfor var det heller ikke så mærkeligt at det helt store samtaleemne langs vandrestien dette år, netop var mængden af sne og hvad det ville betyde for vandringen igennem bjergene – noget vi snart ville finde ud af.
 
Chicken Spring Lake
Knap havde vi forladt Kennedy Meaddows før bjergene for alvor begyndte at blive store, så stierne blev mere og mere stejle alt imens mere og mere sne dukkede op.
En aften gjorde vi – nu kun Case og jeg da Brad havde forlad vores lille gruppe for at vente på en ven han skulle gå med – et stop ved en bjergsø. Søen var halvt frosset og omkranset af snedækkede bjerge, hvilke ikke skulle forhindre os i at tage den første dukkert i Sierra Nevada. Det var en yders kold fornøjelse, men også vildt fedt.  

Mt. Whitney
Den efterfølgende dag blev en af de mere specielle. Vi valgte at forlade PCT’en for en stund, for at bestige USA’s sammenhængende staters højeste bjerg, Mount Whitney, der med sine 4421 meter over havets overflade er kun en smule lavere end Mont Blanc i Europa.
Og kalenderen havde da også kun lige akkurat skiftet fra maj måned til juni måned før alarmen på min telefon, vækkede mig i mit lille grønne telt. Planen var at nå op på toppen af bjerget ved solopgang og ned igen inden alt sneen blev så blød at man ville synke ned til livet, for hvert eneste skridt. 
 
Noget søvndrukken kravlede jeg ud af teltet og lavede mig en kop kaffe. Rygsækken blev pakket med proviant og lidt nødudstyr, som sovepose og regntøj, i tilfælde af at vejret skulle slå om og vi ikke kunne komme ned igen. Derfra gik turen mod toppen under en meget tydelig mælkevej og pandelamper på hoved.

​Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at stoppe en masse gange på vejen op for at tage billeder, så vi nåede faktisk ikke særligt langt før solen begyndte at kigge frem. Men hvor var det dog smukt at se de første solstråler male himlen i en masse forskellige farver over et snedækket bjerglandskab.

​Efter nogle timers vandring igennem sneen, nåde vi frem til der hvor bjerget for alvor blev stejlt. Isøksen blev taget af tasken og anbragt i hånden og micro spikes blev sat på skoene, således at vi kunne krydse de stejle og snedækkede bjergsider sikkert. Langsomt fik vi taget det ene hårdnålesving efter det andet op mod toppen og i takt med at solen kom længere og længere op på himlen blev luften også tyndere og tyndere. Jeg måtte derfor holde flere pauser undervejs, for at undgå højdesyge.
 
Og så efter endnu flere timers vandring, igennem store mængder sne og på stejle bjergsider, nåede vi omsider toppen – og sikke en udsigt! Hele Sierra Nevada udfoldede sig for vores fødder og selv om jeg kæmpede lidt med at få luft nok ind i kroppen, kunne jeg ikke dy mig for at udnytte at der var telefonforbindelse helt her oppe og derfor give kæresten en opringning fra toppen af USA.

Bjergvandring
Vandringen videre igennem den meget snedækkede og meget meget flotte bjergkæde, var en større udfordring end jeg havde forestillet mig. Eller måske havde jeg faktisk ikke forestillet mig ret meget, men hård var det. Det var hårdt at have konstant våde fødder i tre uger. Det var hårdt at skulle bestige et eller to høje bjerge hver eneste dag. Det var hårdt at befinder sig konstant i flere km højde. Det var hårdt at holde sig på fødderne på stejle og sneklædte bjergsider. Det var hårdt at skulle krydse dybe, brede, brusende og iskolde floder. Men det var fed – helt ubeskriveligt fedt!

Evolution Creek.
En lille undtagelse af alt det fede skete på den 53. Dag. Her dukkede Evolution Creek op. En ca. 20 meter bred og ca. 2 meter dyb flod med iskoldt smeltevand, som skulle krydses. For at alt udstyret, som kamera, telefon og div. småting ikke skulle risikere at blive vådt, blev det omhyggeligt pakket ned øverst i tasken. Bæltespænderne på tasken forblev løse – et simpelt trick der kan redde dit liv når en flod krydses – for tasken kan nemlig tvinge dit hoved under vandet, da den gerne vil flyde ovenpå. Case og jeg gik herefter sammen ud i det iskolde vand, som lynhurtigt blev det dybt – meget dybt, og ca. halvvejs mistede jeg fodfæstet. Floden blev simpelthen for dyb og den stærke strøm begyndt at tage mig med ned af floden. Jeg forsøgte at svømme mod bredden på den anden side, stadig med sko på og vandrestave i hænderne, alt imens tasken tvang mit hoved under vandet. Jeg kæmpede for at holde hoved over vandet imens jeg forsøgte at svømme mod den anden bred. Lige her var min eneste tanke: det her går galt! Jeg overvejede derfor at smide rygsækken, for ikke at drukne, men heldigvis lod jeg ikke panikken overtage helt. Case havde i mellemtiden nået den anden bred og rakte derfor hans ene vandrestav ud mod mig. Jeg greb fat i den og kunne på den måde hive mig selv ind til bredden og komme op af det kolde vand. I land kom vi så, meget våde og kolde. Og så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at råbe et form for glædesråb, for at ryste en ret ekstrem oplevelse af kroppen. Efter at have sundet os nogle minutter og tømt tasken for vand, fortsatte vi vandringen og opdagede så at floden blev til et vandfald, meget kort efter hvor vi havde krydset den, så nu var vi for alvor glade for at have reddet os i land. 

​De øvrige floder blev krydset med stor respekt efter denne oplevelse.

Nord Californien
Jeg er nu kommet ned fra Sierra Nevada igen, til det noget varmere nordlige Californien. Jeg har passeret halvvejen på min vandring, så Canada endelig er tættere på end Mexico. Og så er jeg så heldig at mine forældre har valgt at tilbringe deres sommerferie på den amerikanske vestkyst, hvilke betyder at de har hentet mig på ruten og kørt mig ud til et sommerhus ved Stillehavet hvor jeg bruger tiden på at slappe af og jage verdens højeste træer – Redwood træerne.
Om et par dage er jeg forhåbentlig udhvilet og klar til at gå det sidste stykke af Californien samt Oregon og Washington.  

af Jeppe