Pacific Crest Trail

Af Jeppe

​Fra den Mexicanske grænse til den Canadiske grænse, løber en af verdens hårdeste vandreruter. Den strækker sig fra Mojave ørkenen i den sydlige del af Californien, over Sierra Nevada bjergene i midten, videre til Cascade bjergene fra det nordlige Californien, op igennem Oregon og Washington og slutter ved grænsen lidt syd for Vancouver. Ruten byder på alt fra ekstrem varme til ekstrem kulde, bjørne, pumaer, klapperslanger, tørkeområder, sneklædte bjerge og kold regnskov. Alt dette fordeler sig på 40 vildmarksområder, 24 nationalskove, 7 nationalparker, 3 statsparker, 19 større kløfter og 57 bjergpas. Den hedder Pacific Crest Trail eller bare PCT og er ca. 4300 km lang.
 
Denne tur har jeg tænkt mig at kaste mig ud i, med start dato den 18. april 2016 og ca. 5 måneder frem.
 
Igennem lidt over et år har jeg forberedt mig på denne tur. Jeg har gået, løbet, købt udstyr, gået, researchet, gået, købt mere udstyr, skaffet sponsorer (udstyr er virkelig dyrt), gået, klatret, researchet, købt udstyr. Jeg har belemret mine nærmeste med alt den viden jeg har fået omkring letvægtsudstyr og selve turen, i et væk, i meget meget langt tid. Dette slutter nu, for mandag den 11. april springer jeg på et fly til L.A. Her skal jeg tilbringe en lille uges tid, for at vende mig til tiden og varmen.
Derfra tager jeg mod San Diego inden turen går til en lille by der hedder Campo, hvorfra ruten starter.
 
Hvorfor?
Hvorfor vælger jeg at kaste mig ud i noget så ekstremt som dette, når man kan sidde på en varm sandstrand og drikke kolde øl? Jeg har spurgt mig selv om dette mange gang, og jeg har stadig svært ved at finde et entydigt svar, men jeg vil forsøge efter bedste evne at beskrive nogle af de tanker der er gået igennem mit hoved det seneste år.
 
Først og fremmest tror jeg at jeg havde voldsom brug for at der skulle ske en ændring i mit liv. Efter afsluttet uddannelse og direkte i job, var det som om at dagligdagslivet blev en lang monoton sang, uden udsigt til at ville slutte eller blive til en ny sang.
 
Nærmest ved en tilfældighed sad jeg en aften i en Spejder Sport butik, til et foredrag om to unge danskere der havde gået en eller anden lang tur igennem USA. Under foredraget kunne jeg mærke pelsen rejse sig i nakken, og høre stemmen inde i mit hoved råbe til mig, at dét her var dét jeg skulle gøre.
 
Alt var perfekt ved denne tur, længden på ca. 5-6 måneder, hårdt fysisk aktivitet, så man ikke bare spildte tiden på en eller anden utopia-ø og måske mest af alt udsigten til at kunne tilbringe så meget tid i naturen med mit kamera.
 
Måske skal det lige indskydes at jeg på daværende tidspunkt aldrig havde vandret seriøst før!
 
Beslutningen
Det at beslutte sig for sådan et stort projekt, uden de helt store forudsætninger, sker ikke fra den ene dag til den anden. For mig var det først en lyst til forandring som blev afløst af en konkret mulighed eller ide. Derfra var det mest noget jeg i sjov omtalte som noget jeg ville gøre, men som tiden gik blev drømmen til en egentlig plan der skulle trænes hård for at kunne opnå.
 
Nu her med kun få dage til afgang er det en meget mærkelig følelse der går igennem kroppen. Det hele synes stadig ret fjernt. Måske er det en usikkerhed for det ukendte der gør at min hjerne stadig ikke har forstået hvad jeg er på vej ud i, eller måske er det projektets omfang og størrelse der ikke er til at rumme. Sandheden er nok et sted i mellem, men når jeg den 18. april står med ryggen mod hegnet til Mexico, skal virkeligheden nok ramme.
 
Følg med
Her på The Explorer & The Pioneer, kan i følge med, når jeg løbende vil lægge nye beretninger op. Der ud over kan i også følge med på min Instagram: @kuld som nok bliver den mest ”live” måde at følge med på.
 
Jeg er også bland de få udvalgte fra hele verden, der er med i Thru-Hike Syndicate 2016. På deres Instagram: @thruhikesyndicate kan i også følge mig og alle de andre. Se i øvrigt mere om dette initiativ her: www.vasque.com/USD/page/thru-hike
 
Sponsorer
På min tur igennem USA har jeg fået hjælp fra en række firmaer som alle har stillet noget udstyr til rådighed for mig. Jeg vil derfor gerne takke disse firmaer for at støtte op omkring mit projekt.
 
Tak!
Til slut vil jeg lige benytte lejligheden til at sende en stor tak til min familie, kæreste og venner for alt den støtte de har vist mig op til min afgang. Og særligt til min ven Jonas der giver mig husly i L.A. og som har taget i mod et hav af pakker for mig.
 
Jeg håber i vil følge med, på det der indtil nu, bliver mit livs eventyr.