Min udstyrsliste fra Pacific Crest Trail 2016 er nu tilgængelig her:

Hent PCT liste

Jeg var for ikke længe siden 14 dage i Iran. En helt fantastisk tur i et spændende land med en gammel og interessant kultur. I et land så propfyldt med søde, hjælpsomme og gæstfri mennesker er der naturligvis mange gode oplevelser at fortælle om. Jeg vil dog her fokusere på turens absolutte højdepunkt - da jeg havde blot to dage i ørkenen lidt uden for byen Yazd, i midten af Iran, syd/øst fra Tehran og Isfahan. Videoen viser det, teksten nedenfor fortæller mere detaljeret om turen - Enjoy!

Uden for Yazd er der en række specifikke ørken "Spots" man kan tage ud til; små Zooroastrianske templer eller gamle caravanserais (steder i ørkenen hvor man kan overnatte). Der er guidede ture dertil og nogle af dem ligger et par timers kørsel fra Yazd. Det er en god og forholdsvis nem måde at se RIGTIG ørken på. Jeg havde dog mere lyst til at gøre det selv da jeg ikke ville være begrænset af en tidsplan eller andre i en gruppe. Iran er ikke helt landet hvor man altid kan gøre ting på egen hånd, men med lidt planlægning og sund fornuft kan man gøre mere end man umiddelbart tror. Jeg besluttede mig derfor for på egen hånd at tage ud i området uden for Yazd, markeret nedenfor.

Der er ikke nogle offentlige steder hvor man kan leje en motorcykel og nogle af de lokale er skeptiske ved at gøre det da de er i tvivl om de må. Jeg fandt dog frem til nogle der gerne ville og med vedholdenhed, et papir med en besked på farsi oversat fra engelsk af en fra mit hostel og dollars i depositum overtalte jeg nogle mekanikere til at låne en af deres motorcykler i 2 dage. Det er også muligt at leje cykler og selv kvinder kan få lov, noget der ellers normalt er svært i større og mere religiøse byer i Iran. Man kan ikke komme ligeså langt uden for Yazd på en cykel, men stadig få en fin oplevelse så længe man har rigeligt vand med.

Motorcyklen gjorde det muligt for mig at køre ud i et område med store ørken-bakker og bjerge - et område jeg forestillede mig var spændene at tage på en kortere vandretur. Efter 2 timers kørsel var vejen blevet for lille til at fortsætte på Motorcykel, så jeg parkerede den og begyndte istedet at gå.

Som altid er det magisk at trave derud af alene, men ørkensand gør nærmest zen-oplevelsen endnu større da det er så ensformet at gå i. I længden er det dog temmeligt hårdt, specielt når man skal gå op over meget store sandbakker. Det får pulsen op og man sveder meget. Derfor var jeg også glad for at nå frem til bjerge med mere fast underlag sidst på dagen. I bjergene besøgte jeg et zooroastriansk tempel og blev tilbudt både vand, æbler og nødder af den lille familie der boede ved templet. 

Det var to helt fantastiske dage og jeg var meget glad for endeligt at have bevæget mig i noget ordentligt ørken - jeg vil på det varmeste anbefale andre at gøre det samme (no pun intended). Selvom Iran ikke alle steder er så tilgængeligt som turist kan man komme meget længere på egen hånd end man tror. Det er i min optik fuldstændigt ufarligt og de lokale er helt enormt søde og hjælpsomme, uanset hvor i Iran man rejser. Som altid er man velkommen til at spørge mig til råds hvis der er spørgsmål der trænger sig på.

Jacob - The Explorer & The Pioneer

​Hjemme igen! Efter en tur til landet hvor man i høj grad er i elementernes vold. En tur der understreger hvor store kræfter hav, vejr og vind besidder. En oplevelse, som introducerer et perspektiv i eksistentialisme og sætter de helt store tanker i gang.

​Nordvest for bygden Klaksvik kan man nemt gå hele vejen op til toppen af fjeldet. Her får man en fantastisk udsigt ned igennem Kunoy og Kalsoy, som står man i spidsen af en klippeformet kile, splittende de to øer ad.

​Vi havde på det her tidspunkt brugt meget tid oppe på fjeldet, mens vi kiggede ned på havet. Derfor ville også gerne helt tæt på og valgte vores næstsidste dag en rute der gik langs vestkysten, stik vest fra Torshavn. Her kom vi i særdeleshed tæt på da vi (stadig forsvarligt) kravlede ud på nogle klipper der stak ud i havet. Vi stod vist og snakkede lidt om chokoladekiks da der ud af ingenting skød en flere etager høj kaskade af vand op mellem klipperne. What comes up, must go down og sekunder efter havde vi begge fået et regulært brusebad. Flade af grin og drivvåde forsøgte vi at tage et par billeder.

​Den sidste dag gik vi en kortere tur ud langs Færøernes største sø Leitisvatn. For enden af søen er et vandfald der falder direkte ned i en slowmotion agtig masse af hvidt bølgeskum, dannet af enorme bølger der splittes på 1000-vis af skarpe klipper. Vender man sig derimod om kan man gå op på en høj klippespids og tage et billede, som du nok ikke er den første der tager, men som er vældigt flot.  

​Afslutningsvis på en sådan tur gør man sig et par tanker om hvad Færøerne kan og hvorfor bør man tage dertil? For det første så finder man ikke noget andet sted, kun 2 timers flyvetur fra Danmark, et land og natur i diametral modsætning til hvad man kender herhjemme fra. Vi har allerede beskrevet det utroligt omskiftelige vejr og hvordan det er en oplevelse i sig selv. Fjeldet er imponerende og de usædvanligt stejle klipper står i stærk kontrast til natur de fleste tidligere har set. Endelig er det interessant at se hvordan færingerne, har etableret sig i små samfund i de forskellige bygder. Samfund med smilende og glade mennesker der helt tydeligt har en stærk identitetsfølelse bygd og bygd imellem.

Vi her på The Explorer and The Pioneer vil gerne rette en stor tak til de der gjorde denne fantastiske tur mulig: Atlantic Airways og Visit Faroe Islands for at skabe rammerne. Osprey Europe og Primus for udstyret. Den meget venlige færing Pól, for at tage os med på en fantastisk og begivenhedsrig vandretur – Og tak til Færøerne for den ualmindeligt smukke natur!

The Explorer & The Pioneer

Så er det tid til atter en opdatering her fra vores tur på Færøerne. Siden sidst har vi været på en dramatisk tur rundt langs kanten af Villinggardalsfjall på den nordligste ø Viðoy. 

​Gennem Visit Faroe Islands kom vi i kontakt med Færøernes helt egen vandre-legende Pól, som har været med til at kortlægge vandreruter på Færøerne. Lad os kort male et billede af ham: Engang der var snestorm, en dag hvor myndigheder frarådede ALT trafikal transport havde Pól et foredrag planlagt i Tórshavn. Det var han ked af at aflyse, så frarøvet muligheden for at tage sin bil løb han i stedet de 75 km fra Klaksvik til Tórshavn! Altså en stædig udendørsmand, der en anden gang drog ud på en 33 timers nonstop march-agtig tur rundt langs flere af øerne – en imponerende bedrift når man ved hvor nådesløst stejlt der er mange steder.
Pól var vores guide på dagens vandring, så vi var spændt på hvilken tur han havde planlagt at tage os med på. Det viste sig at være en tur Pól kun tog få med på, da den ikke var helt ufarlig (der var tidligere i år 2 der døde på Færøerne, så fjeldet skal respekteres). Det skal i øvrigt tilføjes at vi på The Explorer & The Pioneer altid anbefaler at finde en guide hvis det virker risikabelt og ruten er uafmærket. 

​Det startede med et langt sejt træk hen over en højderyg med regnen piskende ind fra siden, båret på vej af de efterhånden så velkendte vindstød af storm og orkan styrke. Vinden pressede os hele tiden hen mod kanten, så det var rart efter et par timer opad at komme lidt i læ af den krumning Villinggardalsfjall har. Nu var vi til gengæld kommet rigtigt højt op, og hørte svagt skrig fra mallemukkerne (som er en stormfugl). Póls ven Olaf, fortalte at det betød stejle skrænter tæt på, og at man skulle være på vagt. Og ganske rigtigt – der! LIGE ved siden hvor vi stod, bag et klippefremspring, var en afgrund så svimlende dyb at maven vendte sig. En sprække i klippen, som hugget af en økse, med et lodret fald 100-vis af meter ned i det mørkeblå, oprørte Atlanterhav. 

​Den næste time klatrede og balancerede vi nervepirrende tæt på flere af disse sprækker og afgrunde, men Pól havde planlagt turen godt, da vinden på denne del af turen pressede os ind mod klippen i stedet for ud over den.

​Lige før nedstigningen stoppede vi ved Færøernes nordligste punkt for at spise frokost. Det var majestætisk at sidde dér på toppen af verdens tag og glo langt ud over havet, langt ud i den mørkeblå intethed. Kiggede vi derimod mod vest så vi hen på spidserne af de to naboøer Kunoy og Kalsoy og så et af de sælsomme vejrfænomener Færøerne er kendt for, nemlig hurtigt omskifteligt vejr og regnbyger der opstår ud af ingenting. Skyformationer dannes omkring toppen af fjeldet, samler sig som tåge der hurtigt ruller ind over hovedet på en og efter kort styrtregn forsvinder så pludseligt som det opstod. 

​Efter en mindre dramatisk nedstigning på vestsiden af fjeldet endte vi efter 6 timers vandring i bygden Viðareiði, en oplevelse og vældigt trætte ben rigere.